Prolog (Jørn Kristensen, www.bremdal.com)
I 1944 indførte regeringen et byggestop på grund
af manglen af byggematerialer og selv om forbudet blev ophævet
efter krigen måtte mange bygge deres huse ud fra hvad der
kunne opstøves lokalt. Boligmanglen var stor, de økonomiske
midler var små for mange familier over hele landet. Men
der var dog et sted hvor man kunne få byggegrunde billige
og hvor der var arbejde at få. Det var Bremdal.
Her kommer en beretning fortalt af de "nybyggere",
som flyttede til Bremdal og som på trods af de ovennævnte
vanskeligheder fik deres boligbehov opfyldt.
Det gennemgående nerve i disse beretninger er den optimisme,
opfindsomhed, glæde og livsværdi beboerne føler
for datiden og stedet.
Mange af de ældre beboere mindes tiden som en dejlig tidsperiode.
Man samarbejdede, havde tid til hinanden og man hjalp hinanden
på en måde, at minderne derom stadig er stærke.
Hvis disse små fragmenter af Bremdals ufortalte historie,
kunne inspirere nutidens "nybyggere" til at genskabe
"datidens" glade tider, så har arbejdet med at
fortælle om Bremdals historie ikke været forgæves.
Datidens grundlæggende sociale netværk er måske
det fineste stykke danmarkshistorie, som kan indskrives med ganske
få ord. "I Bremdal var alle lige, uanset indkomst
eller baggrund". Janteloven gjaldt måske uden for
Bremdal, men ikke indenfor.
Her levede man efter en anti-jantelov: "Du er altid noget
og du kan altid noget!"
Nogle af historierne om Bremdal er sande
og andre mere tvivlsomme. Fhv. togfører Erik Jensens beretning
om livet i Bremdal i bogen "Struerfolk" beskriver sin
opfattelse af livet i nybyggerperioden og understøtter
den samme fordom, som alle andre uden for Bremdal har haft om
bosætterne. Men helt sådan var det ikke.
Vi skal hermed forsøge at beskrive
tidens virkelighed så godt det nu kan lade sig gøre.
Som man vil læse, så var livet dengang absolut ikke
uden humor.
Myten om Bremdal's beboere
i 50'erne (Finn Hansen,
Jørn Kristensen)
Finn William Hansen startede i 1986-87 med at indsamle gamle
billeder fra Bremdal og lavede en udstilling i BIK's gamle klubhus
april 89 hvor 450 besøgte udstillingen. Disse billeder
kan nu ses på lokalhistorisk arkiv i Struer. Nogle få
af disse billeder kan også ses her på hjemmesiden.
Alligevel har de sidste nye møder og interviws med de
beboere, som levede på stedet dengang, leveret nye ukendte
billeder, som kun kan ses på denne hjemmeside. Finn Hansen
har f.eks. flere originale matrikeltegninger fra før 50'erne
og en mængde avisudklip. Laurits Bred og Jørgen
Olsen har også kunnet fremvise ikke så få ukendte
trykte ting, som kan belyse datiden mere nøjagtig.
Den offentlige almene holdning til Bremdalbeboerne i 50'erne,
var ikke til at tage fejl af. Området blev betragtet med
ikke altid behagelige vendinger. Det kan man f. eks. læse
om i datidens lokale avis, hvor vendinger som "....rædselsfulde
blandinger af beboelser", "... meget primitive beboelser...",
"....klondike...", "... en bebumset pige..."
Den offentlige fordom var at her boede kun de mindre bemidlede
beboere. Det var så slemt, at både Struer kommune
og Resen Humlum kommune ligefrem "eksporterede" husvilde
til området. Så der dukkede naturligvis også
ganske fattige beboere op og skulle bosætte sig. De boede
i udrangerede busser, jernbanevogne m.m. Men inden længe
blev de husvilde alligevel så "afrettede", at
de blev en del af beboernes gensidige hjælpsomhed, eller
også flyttede de efter kort tid fra området. Her
skulle man kunne klare sig uanset hvor sort det så ud økonomisk.
Kommunen var ikke meget for at bevilge penge til området,
det var f. eks. en af de sidste byer hvor man påbegyndte
asfaltering af vejene, kloakeringen af området blev også
udsat gang på gang. Når grundejerforeningen henvendte
sig til kommunen for at få dem til at bevilge et projekt,
var svaret som regel derfra, at beboerne i Bremdal ikke bidrog
med noget til kommunens skattekasse.
En undersøgelse blev sat i gang og det viste sig faktisk,
at Bremdal bidrog med ikke så få skattekroner og
det medførte at man nu nemmere kunne få bevillingerne
igennem sognerådet.
Og var de så gode
skatteborgere? (Jørn
Kristensen)
Nu mange år efter kunne det måske være interessant
at bore lidt i de gamle skattebøger, for at se om myten
om Bremdalbeboernes manglende evne i at betale skat nu også
passer.
Resultatet er ikke så lidt af en overraskelse, for Bremdalbeboerne
var faktisk gode skatteborgere!!!!
Jævnfør oplandsskattebogen 1952-53 bidrog
skatteyderne i Resen Humlum kommune med:
(Kommuneskatten 3,2%, Ligningsprocenten 4,8%, Grundskyld 17,6%
ejendomsskyld 13,7% kirkeskat 0,8%)
Hele Bremdalområdet med opland bidrog med 76218 kr eller
34% af den samlede skatteudskrivningen var ialt på 221.500
kr i 1952
Renser vi tallet og kikker på skatteyderne i kommunens
byer, så kommer man frem til en interessant oplysning:
I Bremdal by var den gennemsnitlige skat 279,80 kr pr. skatteyder
I Humlum by var den gennemsnitlige skat 254,63 kr pr. skatteyder
I Resen by var den gennemsnitlige skat 247,25 kr pr. skatteyder
Kun Knarbjergs 20 skatteydere betalte mere i gennemsnit, nemlig
341,60 kr, men de havde til gengæld ingen borgere boende
med lave indkomster.
Mere grotesk bliver det, hvis man sammenligner disse tal med
et af områdets mest rige kommune.
Gimsing kommunes indbyggere bidrog kun med 243,24 kr/skatteyder
i gennemsnit, men det var også en billig kommune med en
lav skatteprocent. Ikke underligt at de "tunge drenge"
bosatte sig der. Den tungeste skatteyder, Ivar Lundgaard betalte
13.054,- kr i skat, B&O familien Asel Olufsen 13.422,- kr
og Peter Bang 6.484,- kr, men mange af de øvrige borgere
betalte meget mindre. Renses tallene for skatteydere, som betalte
under 50,- kr i skat, kom man ikke over et gennemsnit på
269,- kr pr. skatteyder.
Samme gennemsnitlige tal for Bremdalbeboere, renset for skatteydere,
som betalte under 50,- kr i skat, betød at Bremdalbeboerne
måtte betale 295,52 kr pr. skatteyder. Altså omkring
10% mere i skat pr. skatteyder!!
Var Bremdal et "Klondike" skattemæssig, så
var der mange udenfor Bremdal, som var mere berettiget til det
navn.
Nej, "Klondike" begrebet må snarere være
knyttet til den specielle boligform, som nybyggerne var tvungen
til at benytte. Hvor andre borgere i kommunen kunne få
statsgaranterede lån, måtte Bremdalbeboerne selv
finansiere hele byggeriet. Det betød, at man skulle bygge
billigt og så vidt muligt uden håndværksmæssig
hjælp. Selvbyggerne var naturligvis ikke alle lige gode
til at bygge sin bolig for at få tag over hovedet, men
efterhånden kom der lidt system i det. Der var jo også
håndværkere, som flyttede til Bremdal, så efterhånden
blev "nabohjælpen" mere og mere sat i system,
hvor alle hjalp alle med det de enkelte kunne præstere.
Det gav sammenhold, venskab, livsværdi og optimisme, som
man sjældent støder på andre steder.
Ikke så underligt, at disse Bremdal nybyggere ser tilbage
på tiden som noget positivt. Disse mennesker har kæmpet
i modvind, imod myter, imod den finansielle verden, imod uretfærdigheden.
Men de overlevede i fin form!
En træt hest (Godtfred Madsen)
Gotfred Madsen, søn af gartner Madsen, hjalp sin far med
driften af gartneriet. Under krigen skulle gartneren således
leverer grøntsager til de tyske besættere. En af
de store aftagere var fæstningsanlægget i Thyborøn,
hvortil der skulle levers bl. a. kartofler og grøntsager.
Forhandlingen af priserne på varerne var dog til at overse,
for gartner Madsen kendte indkøbschefen, en dansker fra
lokalområdet. Priserne var der megen kontrol med, men det
var der til gengæld ikke med mængden. 100 kg kartofler
kunne derfor nemt være svundet ind til 90 kg, på
den måde kunne Bremdalbeboerne få billige kartofler
i handlen. Tyskerne opdagede aldrig svindet.
En gang skulle Gotfred spænde hesten for vognen, der var
jo benzinration, for at køre et læs til Hanstholm.
Vel ankommet efter flere timers kørsel, ankom Gotfred
til den tyske vagt ved fæstningen.
"Halt" råbte vagtposten, men Gotfred var nu ikke
til sinds om at standse for at få kontrolleret lasten og
var vel også blevet lidt træt og sulten.
"Halt", råbte Godtfred tilbage til vagten mens
han pegede på hesten, "den halter sku ikke, den er
bare blevet godt træt af at traske helt herop!"
Strandgården (Ruth Holm Jørgensen)
Ved udstykningen af grundene, var der påtegnet forretningsklausuler
på grundene. Kun grundene ved Bremdal Torv og Strandgården
kunne få lov til at drive virksomhed.
På Strandgården huserede Edel og Søren
Andersen, som også var styrmand på venøfærgen
"Venøsund". I sommerperioden var der et væld
af gæster fra stranden, både for at hente isvafler
og om aftenen når der var bal i laden. Mange morgenduelige
gæster kom også omkring strandgården for at
få morgenkaffe og rundstykker.
Strandgården var kendt vidt omkring og på de aftener
hvor der var bal, kunne man sagtens finde ungmøer og ungersvende
fra Struer, Holstebro, Lemvig, Thyborøn, Thyboere o.s.v.
Det var ganske enkelt "der man mødtes".
Efter at Edel og Søren var rejst, drev telefonmontør
Ejgil Nielsen og hans kone Bitten Strandgården i nogle
år
Alle 4 var særdeles afholdte af den lokale befolkning.
Strandgården var og blev samlingspunktet for Bremdals beboere
og unge. Værtsparret havde en god indflydelse på
byens ungdom og mange unge der er opvokset i Bremdal, ser tilbage
på strandgårdens værtspar, som en god oplevelse
og betragtede dem som byens "far og mor"
"Vil du ud i haven min søn, så buk",
står der skrevet på en af bjælkerne. Der var
lavt til loftbjælkerne, så mangen ungersvend måtte
gå hjem med en bule i panden, hvis man under dansen stødte
ind i bjælkerne.
Slagsmål blandt ungersvendene var der også, så
meget at den lokale politibetjent i Nørre Nissum, landbetjent
Moesgaard, ikke nødvendigvis rykkede ud med det samme,
først når det blev rigtig slem, kom der 2 betjente
fra Lemvig Politi med en bidsk hund. Det faktum at Bremdal hørte
under Resen Humlum kommune, betød at den nærmeste
politistation i Struer ikke blev tilkaldt. Mange ungersvende
måtte derfor gå hjem med flere buler i panden, dels
fra Strandgårdens lave loftbjælker og dels fra interne
drabelige slagsmål før politiet var nået frem
for at skille parterne ad.
Vaskemaskine til leje (Ruth Holm Jørgensen)
En DSB remisearbejder i Struer havde lavet en lille forretning
ved at udleje Ferm vaskemaskiner. Et stor tung monstrum, som
måtte transporteres ud til Bremdal på en trækvogn
og slæbes op og ned af kældre.
De var egentlig kun beregnet til en lejer, men da nu man kunne
leje en maskine for 7,50 kr i et helt døgn, så var
der en del Bremdalbeboere, som mente at lejeudgiften skulle udnyttes
fuldt ud. De færreste havde vasketøj nok til mere
end et par timers vask, så mændene måtte slæbe
rundt med monstrummet i forskellige vaskekældre inden for
det samme døgn.
Derfor skulle det også lige mangle, såfremt skomager
Juul Olesen begyndte at fyre op med bildæk i sin kakkelovn,
mens alle tøjsnore i kvarteret var bugnende fulde af rent
vasketøj..
Fødsel uden jordmoder
(Anna Bojesen)
"Jeg husker Bremdal i 50'erne som en rar tid hvor vi kom
hinanden rigtig ved og hvor folk var hjælpsomme imod hinanden.
Men vi havde da også vores små skærmydsler",
siger Anne Bojesen
Da Anne Bojesen skulle føde sit 3 barn, lave hun en aftale
med Ruth Jørgensen om at hjælpe hende når
veerne begyndte at melde sig. Den 23. Marts 1954 skete det da.
Aftalen var at Anna skulle ringe til en købmand i Struer
(købmand Bejer). Denne skulle da hente Ruth, som hjalp
hendes mand, som var bødker. Hun tog straks sin cykel
og kørte hjem til Anna. Efter en halv time, og bad Anna
om at Ruth skulle ringe til jordmoderen, Ruth Hammer, som var
en kusine til Anna, men der gik 20 min uden at jordmoderen var
dukket op og nu kunne Anna ikke vente længere og måtte
gå ind i sengen for at føde og Ruth måtte
hjælpe så godt hun kunne. Ruth havde ikke født
før, så alt var ukendt, men barnet kom til verdenen
og der var liv i det også, så Anna bad nu Ruth om
at få kontakt med jordmoderen, for nu måtte hun komme
omgående. Ruth ringede da også med det samme og spurgte
jordmoderen: "Hvor bliver du af, for ungen er kommet?"
Det fik jordmoderen i gang og kom omgående med taxi. Årsagen
til forsinkelsen var at hendes bil var gået i stykker.
Ruth viste dårligt nok hvad skulle gøre, for
hun havde ikke selv født, jordemoderen forklarede blot
at kun skulle lade ungen ligge hvor det lige er kommet ud. Hun
skulle nok komme med det samme!
....... og hun kom til gengæld meget hurtigt nu.
Det var et eksempel på den hjælpsomhed man havde
med hinanden i Bremdal
Fra amatør til professionel
(Anna Bojesen)
Da Bojesen startede med at bygge sit hus, var det meningen at
det kun skulle være et sommerhus, men der blev dog gravet
en kælder for at familien kunne opbevare grøntsagerne
og kartoflerne til vinterens forbrug.
Men da kælderen var færdig, fik familien nu den ide,
at man lige så godt kunne bygge huset lidt større
og så man også kunne bo i det.
Men nu var kælderen blevet støbt, så man var
nødsaget til at bygge huset hen over det. Så den
udvendige kældernedgang kom nu indendørs og adgangen
til kældernedgangen skete via en lem under køkkenbordet.
I starten var der et køjerum, køkken og stue
til 4 mennesker. Sener blev der bygget et stykke til, som blev
indrettet til soveværelse. Bojesen solgte huset i 1956
og flyttede til Humlum Strand, hvor han havde lejet et hus.
Men pengene var stadig små og den store pige kunne ikke
længere ligge i de små senge. Det lejede hus havde
en tagetage, så børnene kunne få deres egne
værelser, hvilket børnene var meget begejstrede
for.
Seng af fiskekasser
Fantasien til at finde en løsning på pigens behov,
blev også klaret. Man havde en god madras, men ingen sengebund.
Bojesen fandt 3-4 fiskekasser, som blev lagt ved siden af hinanden,
madrassen kom ovenpå og en ny dejlig seng til pigen var
en realitet.
Svimming-pool i kælderen
Selv om Bojesen flyttede fra byen, så svigtede vennerne
ikke og det skortede heller ikke på små drillerier
i venners samvær. Ruth Jørgensen og Irma Bred kom
f.eks. på besøg, hvor Bojesen havde vand i kælderen,
hvilket ofte skete. Det blev hurtigt til en historie om at nu
havde Bojesen fået lavet en svimming-pool i kælderen
Bojesen blev murermester
1960 flyttede familien tilbage til Bremdal, købte grund
på bremdalvej 23 og byggede selv sit nye hus.
At være bygmester i et ikke uddannet håndværk
var vel nok en udfordring i sig selv, men for nogle var den selvlærte
situation også en adgang til noget mere. Bojesens erfaring
med selvbyggeriet gav ham mulighed for at nå videre i livet.
En murersvend, Kaj Pedersen, mente, at når Bojesen selv
kunne bygge sit hus, så kunne han også lære
det rigtigt. Således kom Bojesen i lære som murer
hos murmester Mogensen i Resen 1951. Senere fik Bojesens sin
egen murerforretning og byggede flere huse i Bremdal fra 1960
til 1972.
Skorstensfejeren (Anna Bojesen)
Fru Anna Bojesen kom pludselig i en situation, hvor hun måtte
have hjælp af købmanden. Skorstensfejer Rasmussen
kom på besøg og efter at have udført sit
håndværksmæssige arbejde, skulle der også
betales for ydelsen. Skorstensfejeren forlangte kontant betaling
i alt kr 4.00, som fru Bojesen ikke havde på sig. Foreslog
at skorstensfejeren ventede med betalingen til manden var kommet
hjem, men skorstensfejeren var ikke just tilfreds og udtalte
sig utvetydig om situationen: "Det er noget forfærdentlig
ros, der bor herude, for der ingen der har penge!"
Men fru Bojesen var dog ikke til sinds at skulle blive placeret
i den gruppe og bad skorstensfejeren vente et øjeblik.
Hun skyndte sig over til købmand Bred og lånte de
4 kr, som hun vendte tilbage til skorstensfejeren med og sagde:"
Vi har måske ingen penge, men vi kan betale alligevel!"
Skorstensfejeren var nu ikke af den grund særlig brødbetynget
over at have talt over sig. Sådan var det den gang.
Træskomanden
(Anna Bojesen)
Juul Olesen boede (Bremdalvej/Sneppevej) og lavede træskobeslag
af gamle bildæk, som han standsende ud i en form, så
de kunne slås på træskoene (træskobunde).
Han havde sit værksted ind til Møller Bruun, som
havde købt laden af Strandgården, som han nu var
i gang med at indrette til lejligheder. Men når bildækkene
var standset ud, så var der jo nogle rester tilbage, som
blev brændt i familiens kakkelovn, hvilket gav en fæl
lugt i hele kvarteret og gav anledning til nogen kævlerier
blandt naboerne. Ikke blot stank det, det svinede også
når vi havde vores vasketøj ude til tørre,
så det var ikke altid han var lige populær.
Bette Spøttrup (Anna Bojesen)
De fleste af de huse der blev bygget i Bremdal, var mere eller
mindre uden arbejdstegninger. Man brugte sin fantasi og byggede
efter hvilke materialer man nu kunne finde. Det gav mange af
husene meget personlige præg, idet ikke alle havde de håndværksmæssige
talenter. Bremdalbeboerne var ikke sene til at "døbe"
huse, som havde særpræg. Det havde "spøgelseshuset",
som Christan Henrik Kaul havde bygget
og lignede et af husene i Grims eventyr, eller "Bette Spøttrup",
som en ældre mand, murerarbejdsmand Bertel Cornelius Larsen,
havde bygget på Bremdalvej, nu Sneppevej no 9. Den var
meget robust bygget og havde en mur tykkelse som man kunne henføre
til en her på egnen liggende middelalderborg, Spøttrup
Slot.
Koksleverandøren
(A.V.Nielsen og Anna
Bojesen)
Møller Brun var ikke blot forretningsmanden med
lejligheder, han fik også iscenesat en anden forretning,
brændselsforretningen, som han fik sin kone Lilly til at
udføre. Man skulle jo tjene penge på en eller anden
måde.
I dag ville en kone nok protestere over at blive udnyttet på
den måde, men den gang var det almindeligt at konen også
måtte tage sin tørn for at kunne brødføde
sin familie.
Så Lilly måtte traske ind til Struer for at købe
en hektoliter koks, som hun slæbte hjem på en trækvogn.
Det var forsyningen til Bremdal og i vintermånederne måtte
hun hente adskillige læs for at folk kunne holde varmen.
Gensidig kassekredit (Laurits Bred)
Når man handlede hos Købmand Bred, skete det som
regel på "bogen", som man så betalte når
man fik løn. Men Bred kunne give så lang en snor
på kredit bøgerne, at han selv måtte låne
penge af naboer for at kunne betale sine leverandører.
Nogle gange var det Chr. Kaul, som måtte låne Bred
penge, andre gange måtte konen Irma træde hjælpende
til. Irma arbejdede på B&O, som udbetalte løn
hver fredag. Hvis Bred så stod og manglede et karton cigaretter,
så kunne Irma lige låne bred pengene inden Koustrups
eftf. på havnen lukkede, eller måske en kasse margarine
hos firmaet Holflod.
Slagter Orla Bredgaard og købmand Bred fandt på
en gensidig kassekredit, når nu bankerne i Struer ikke
ville oprette en sådan. Det foregik på den måde,
at ugens omsætning fra Slagteren tilfaldt købmanden,
så denne kunne betale sine leverandører, den næste
uge gik det den modsatte vej. En uges omsætning kunne da
bruges til en gensidig intern kassekredit og leverandørerne
fandt aldrig ud af, hvorfor de kun kunne få betaling hver
14. dag, på den anden side, så bekymrede det dem
heller ikke. Pengene kom jo.
På et tidspunkt kom Orla Bredgård og Laurits Bred
i en mindre knibe. Det var i forbindelse med asfalteringen af
torvet, hvor de begge skulle betale et beløb pr. facademeter.
De cyklede da ind til Struer bank og spurgte om de kunne låne
pengene, hvis de gensidig kautionerede for hinanden. Det kunne
ikke lade sig gøre, til gengæld ville banken godt
gå med til at udbetale et lån til den ene af parterne,
hvis den anden kautionerede.
Det måtte de så gå med til og straks de havde
sat deres underskrift, gik de over i Andelsbanken og gentog det
samme nummer, nu med modsat fortegn.
Begge havde fået oprettet et lån med gensidig kautionering,
blot i 2 forskellige banker.
Kogte kartofler over et
strygejern (Irma Bred)
Købmand Breds beredvillighed i at give beboerne kredit
medførte at han engang solgte sin kones gasflaske til
en kunde, som stod og manglede gas til komfuret. En aften kom
Bred ind til konen og sagde: "Du bliver nødsaget
til at undvære din gasflaske, for jeg har lige solgt den".
Irma var i gang med aftensmaden og havde kartoflerne over kog
og var ikke just begejstret for tanken.
"Hvordan skal jeg så lavet din aftensmad", spurgte
hun.
"Du finder nok på noget", svarede Bred og snuppede
flasken.
Kreativiteten var og blev en dagligdags foreteelse, så
Irma fandt da også løsningen. Hun kogte simpelt
kartoflerne færdig ved at vende et strygejern på
hovedet, satte håndtaget ned i risten ved gasblusset, satte
gryden ovenpå strygejernets flade og nu kunne der koges
kartofler igen.
"Københavneren"
(Hakon Duval Petersen)
Inger og Hakon Duval Petersen (Københaveren) flyttede
til Bremdal i 1951 og valgte at købe en grund med strandudsigt.
At han blev kaldt "Københavneren" skyldes den
umiskendelige sjællandske dialekt, men parret kom fra Helsingør.
Grunden købte de for 2400,- kr, 25 øre mere pr.
kvadratmeter end grundene længere inde i Bremdal, men De
ville have udsigt til fjorden. Byggede selv huset uden håndværksmæssig
hjælp bortset el og vandinstallation, som krævede
en autoriseret håndværker. Da skorstenspiben skulle
mures op, havde Hakon på forhånd lavet en tegning
over skiftet i stenene ved at studere andre skorstenspiber og
var begyndt opmuringen.
William Jacobsen kom forbi og råbte: "Sidder du og
fusker med mit fag?" og det måtte Hakon da indrømme.
"Det må jeg vist hellere klare for dig", sagde
William og så blev den skorsten sat.
Da William derefter senere selv byggede på en af de 5 huse
med statslån på Bremdalvej (Sneppevej no18), var
det Hakons tur til at give en hånd med. Han var uddannet
møbelsnedker, så han klarede alt træarbejdet.
Hakon havde søgt om et statslån ligesom de øvrige
der skulle bo i de 5 huse, men sognerådet ville ikke give
garanti for lånet, selv om han var fastansat ved statsbanen
(togfører), men sådan var der forskel på folk.
Men det skyldes måske at det var muremester Tage Mogensen
og tømrermester Henning Odgaard i Resen der stod som bygherre
for de 5 huse og de havde derfor en større anseelse hos
sognerådet.
Hakon måtte i stedet ned i banken for at få et byggelån
og bankdirektør Rost var mindre tvivlende på Hakons
økonomiske midler, han gav lånet med det samme.
Ka' jeg låne en økse af dig?
Venskabet med William Jacobsen medførte også en
pudsig oplevelse, da Williams søn en eftermiddag kom om
til Hakon og ville låne en økse.
Nu var der principielt ingen forbehold med at låne redskaber
ud til venner og bekendte også selv om børnene kom
og spurgte. Men Hakon ville nu alligevel gerne vide hvad øksen
skulle bruges til.
Men da knægten prompte svarede: "Nu har vi fanme fået
en tøs mere derhjemme, så hun skal sku slås
ihjel", så mente Hakon nu, at det var bedre at han
beholdte øksen.
Madkulør i køleskabet
Købmand Bred fik også en mindre oplevelse, da Hakons
kone Inger havde været oppe at handle hos ham. Da hun kom
hjem, blev Bred ringet op: "Jeg har lige været oppe
hos dig og har glemt en dåse maling, som jeg har betalt
for: Jeg kommer lige op for at hente den!"
"Du fik altså malingen med, Inger, det er jeg sikker
på og der står ingen maling tilbage på disken",
sagde købmand Bred.
Men Inger argumenterede og protesterede nu så kraftigt,
at købmanden valgte at tilbyde hende en ny dåse
maling.
2 min efter ringer Inger igen: "Ja, det er mig igen. Jeg
vil bare sige til dig, at jeg har fundet min maling. Jeg kom
til at sætte den ind i køleskabet sammen med madkuløren
jeg købte"
Gadebelysning og kloakering
(Hakon Duval Petersen
/V. Olesen skrifter)
Kloarkering, vedtaget af sognerådet i 1962, og stor færdig
i 1966. Bremdalvej, Lærkevej, Vibevej, ventede på
kloakering i Struer,
Da man begyndte kloakeringen i Bremdal var der ikke fastsat
planer for hvor dybt kloakrørene skulle graves ned. Det
skete efter behov. Havde man kælder, så lå
rørene dybere, havde man ingen, så var det så
nødvendig at lægge rørene dybt. Hakon Petersen
havde kælder under sit hus og var det helårshus på
vejen, de andre var sommerhuse. Kloakmesteren bandede og måtte
derfor grave dybt lige her. Men de øvrige huse (sommerhuse)
på vejen fik ikke den gestus. Det medførte at naboen
til Hakon Pedersen ikke kunne få tilsluttet kloakafløb,
da han en tidspunkt efter byggede sit helårshus med kælder.
Han måtte i stedet for lægge kloakrør ned
af stranden, så det kunne sluttes til den offentlige kloakledning
længere hende på stranden. De nedlagte kloakrør
var ikke lagt så langt ned, at der kunne bygges kælder
under huset.
På Tranevej var det først meningen, at rørene
skulle lægges ned i vejen, men det betød at nogle
familier skulle have installeret en pumpe, som skulle pumpe afløbsvandet
op i kloaksystemet, hvilket var helt utilfredsstillende. Derfor
blev tegningerne lavet om, så kloakrørene blev ført
ned på stranden bag om den nederste del af Tranevej.
Det var meningen, at kloakeringen skulle sluttes til Struers
kloaksystem, og rensningsanlæg, men det var ikke færdig,
så i stedet blev kloakafløbet udledt direkte i fjorden
ud for bådbyggeriet. Vist ikke helt efter forskrifterne.
Men der skulle jo kloakeres, det havde amtet bestemt.
Da tolderen flyttede til
byen (Vibeke Nyskov)
Da Bent og Vibeke Nyskov flyttede til Bremdal i 1959, var det
ikke uden foregående dramatik. Familien boede på
Ølbyvej i en lejlighed med altan og udsigt over Kilen
og fjorden. En dag kom Bent hjem og fortalte at han havde kik
på et hus. "Det lyder dejligt", sagde Vibeke,
"Hvor ligger det?".
"I Bremdal", svarede Bent.
"I Bremdal?", udbrød Vibeke, som kunne se Bremdals
ene gadelygte fra altanen om aftenen, "Aldrig i livet, vi
skal ikke bo i Bremdal."
Men Bent fik efter nogle timer overtalt Vibeke til i det mindste
at kikke på huset, det kunne der jo ikke ske noget
ved, mente han.
Dagen efter kørte de ned af den grusvej, hvor huset lå
på Sneppevej 25, bygget af træskomanden og nu vulkanisør
Juul Olsen. Da Vibeke havde set huset, var hun ikke i tvivl.
"Her vil jeg bo!", sagde hun.
Men det skulle snart vise sig, at de nærmeste venner, som
hun fortalte nyheden til, havde stivnede ansigter over at familien
ville flytte til Bremdal. "Hvad vil I dog der?", spurgte
de mere eller mindre vantro.
Men familien var sikker i sagen og havde besluttet sig. Bent
kontaktede en bror der var ejendomshandler, boede i København
og vidste noget om ejendomspriser. "Det er en rigtig fin
pris, det skal du købe", sagde han, "herovre
koster et tilsvarende 10-20 gange så meget".
Nogle dage efter ringede vennen tilbage og fik fat i Vibeke.
"I må endelig annullere handlen. Det er skrækkeligt,
for jeg har lige talt med en folketingsbetjent, som kommer fra
Humlum og han har fortalt mig om hvad det er for et område!
Det er ikke et sted for jer!. Der skal Bent i hvert tilfælde
ikke bo"
Men Vibeke var ikke til sinds i at give op. "Vi har købt
grunden og vi flytter derud"
Da familien flyttede derud, var de meget
spændte på hvorledes de blev modtaget. Bent var tolder
i Struer og havde derfor en vis anseelse. Men de fandt sig hurtigt
tilrette og når Vibeke ser tilbage i tiden, så var
tiden i Bremdal de bedste år. "Bremdalbeboerne var
noget, som jeg ikke tidlige kendte", siger hun, "de
var hjælpsomme og man kunne altid henvende sig til nogen
for at få hjælp, men ikke blot det. De kunne også
selv finde på at tilbyde hjælp, når de skønnede
at der var behov for det. Og den hjælpsomhed fortsatte
helt op til slutningen af 80'erne, hvor vi flyttede til Bremdalvej
3"
"Et godt eksempel jeg kan fortælle om, var da vi fik
et læs fast brændsel og begyndte at køre det
ind på en trillebør. Der var meget der skulle køres
ind og det havde Gurli og Kaj på Sneppevej 1 konstateret.
Lørdag formiddag stillede Gurli og Kaj med en trillebør
og begyndte at køre kul ind sammen med os. Sådan
var det hele vejen igennem. Der var altid nogen der ville hjælpe
og man gik aldrig forgæves, hvis man havde brug for hjælp".
Overfor Nyskov familien på Sneppevej 25, boede der en
smed i no 10 (Jens Vang), DSB ekstraarbejder i no 12 (Knud Kynnesen),
en lokomotivfører i no 14 (Mogens Jusjong), en anden DSB
overportør i no 16 (Hans Ålykke Andersen) og en
murer i no 18 (William Jacobsen)
Den lille gruppe mennesker fandt snart ud af at hjælp
kunne sættes i system og gav et venskab uden sidestykke.
Var der nogen der skulle have murværket repareret, så
var William på pletten og nogen gange gav det stor moro,
når William var på "arbejde". Mange af
husene i Bremdal var selvbyggede og derfor ikke altid havde de
rettede vinkler, men selv om William var murerhåndværker,
så kunne man nu altid finde på at drille. Specielt
var et af husene lige i nærheden opført af en selvbygger
og var helt uden rette vinkler. Huset blev døbt "Villa
Vinkelfri", (lige overfor Overgaard)
"Er du nu helt sikker på at det nu helt i lod, William",
spøgte man. Men William lod sig ikke slå ud af hentydningen
og svarede prompte: "Ja, det er det. Godt og vel endda!"
Knud Kynnesen var en ørn til alt træarbejde og
kunne slibe knive, Jens Vang var smed og havde forstand på
alt der havde med jern at gøre. Hans Andersen kunne sætte
tapet op og male og Bent Nyskov kunne det med tal og blev sat
til at hjælpe med selvangivelser, lave ansøgninger
m.m. Der var aldrig penge imellem tjenesterne, det var blot noget
man gjorde for hinanden.
F. eks. havde Jens Vang set, at Bent Nyskovs trillebør
ikke var i helt så god en stand. En dag kom han hjem og
så trillebøren stå udenfor. Da Bent og Vibeke
kom hjem, kom Jens Vang med trillebøren.
"Det er vist din trillebør, som lå og flød
udenfor, den må du hellere få tilbage", sagde
han og gik.
Bent konstaterede da bagefter, at Jens havde repareret trillebøren
fiks og færdig.
"Bremdals forskønnelsesudvalg" var en af
de spektakulære foreninger der pludselig blev født
af de 6 spasmagere. Man lave grin og sjov med alt. Sneppevej
havde fået et tyndt lag asfalt, men ingen fortov, hvilket
medførte at beboerne efter et regnskyl konstaterede at
gruslaget ved siden af vejen lå i bunden af Sneppevej.
Det var man efterhånden godt træt af og stiftede
"Bremdals forskønnelsesudvalg". Man satte kantsten
op på begge sider af vejen, hentede det nedskyllede grus
tilbage på plads og så var det lille problem løst.
Udgifterne til kantstene delte de involverede parter imellem
sig.
Christian Kaul, som boede længere oppe på vejen,
blev ganske vist mopset, fordi han ikke var med i forretningen,
så hans grus skyllede væk som sædvanlig.
Bent Nyskov havde lyst til at bygge sig et nyt og større
hus og flyttede senere på Bremdalvej no 3 nogle af beboerne
mente nu at familien var blevet for fine og de spontane besøg
blev færre, hvilket Vibeke var ked af. En gang stødte
hun på en af beboerne, som ikke kunne få syet sine
gardiner, idet symaskinen var gået i stykker.
"Du kan da låne min", sagde Vibeke, "hvorfor
var du ikke blot kommet, du viste da at jeg havde en."
Men da nu konen var kommet indenfor, så skulle nysgerrigheden
da nu så stor, at huset skulle vises frem og hun opdagede
at Vibeke havde opsat sine gamle gardiner. "Ja, lige nu
har vi ikke råd til nye gardiner, så vi satte de
gamle op i stedet, selv om de ikke helt passer, men der ser man
ikke udefra", forklarede Vibeke.
Snart gik da rygtet, at familien Nyskov havde sat sig i så
stor en husleje, at der ikke var råd til gardiner.
Nyskovs Revne (Vibeke Nyskov, Laurits Bred)
Bent Nyskov (ansat ved toldvæsenet) var blevet valgt ind
i Sognerådet på opfordring af Chr. Kaul som var formand
for Grundejerforening og på det første møde
i 1962 foreslog Bent, at Bremdal skulle kloakeres.
Det var der flertal for i sognerådet og Bent kom stolt
hjem til konen og fortalte nyheden.
Men så skete der ikke mere og efterhånden måtte
Bent høre for, at det var nok nemmere at beslutte frem
for at begynde at grave rør ned. Det irriterede Bent grænseløst
og gentog sine bekymringer om sundhedstilstanden i sognerådsmøderne.
Nu var Bent også formand for sognerådets sundhedskommision,
så han mente at han var berettiget i sin kritik, hvilket
nu ikke altid lykkedes overfor de landmænd, som havde flertallet
i sognerådet.
.. og så var det at han udtænkte sin geniale plan,
som ikke engang hans kone kom til at kende til.
Når levnedsmiddelkontrollen i Struer, stadsdyrlæge
Jørgensen, skulle tage vandværksprøver fra
Bremdal vandværk, blev det som regel tappet fra en vandhane
hos købmand Bred.
Bent Nyskov fik dog ved en enkelt lejlighed, lokket kontrollen
til selve vandværket, hvor der blev udtaget en vandprøve
fra vandværkets underjordiske drikkevandstank.
Coli-tallet, som normalt var et 1 eller 2 cifret tal, var pludselig
på 4 cifre. Kredslægen blev alarmeret, amtet fik
nedsat en kommission og beboerne fik besked på, at koge
vandet inden det skulle drikkes.
Man var nu klar over i sognerådet, at der skulle kloakeres
i Bremdal.
Men der var sket en alvorlig fejl i vandværksprøven.
Den underjordiske tank blev slet ikke anvendt til drikkevandsforsyningen,
den havde været lukket ned længe, fordi der lige
efter støbningen var konstateret en revne i betondækslet,
så overfladevand sivede ned i beholderen. I stedet havde
man fået installeret en ståltryktank inde i selve
vandværket.
Selv om Bent bedyrede sin uskyld og fastholdt, at han intet kendte
til at den underjordiske tank ikke blev benyttet, så fik
Nyskovs fadæse hurtigt navnet "Nyskovs Revne"
klæbet på sig.
Men Bent var nu godt tilfreds med at der nu endelig kom gang
i kloakeringen, så han var fri for de spøgefulde
bemærkninger om hans evner i sognerådet. Han havde
så til gengæld ikke taget højde for, at sognerådet
nedlagde forbud mod at bygge i Bremdal, indtil der var fuld kloakeret
i området. Det kom til at gå ud over Bents egen byggeansøgning
på et hus han ville opføre på Bremdalvej.
Nu blev han lidt sur over, at han selv havde været med
til at stoppe byggereiet. Det viste sig dog at der kun lå
2 byggeansøgninger og de fik så dermed lov til at
bygge mod at de benyttede et kemisk toilet indtil kloakeringen
kunne sluttes til.
Kloakeringen blev yderligere forsinket, fordi Struer var i gang
med at lave et rensningsanlæg, så selv om rørene
var lagt ned, så kunne de ikke benyttes før de kunne
tilsluttes rensningsanlægget, men man snød nu lidt
og ledede lidt ud i fjorden lidt uofficielt nede ved bådbyggeriet.
Et rigtigt dumt svin! (Vibeke Nyskov)
"Nykov det dumme svin, går rundt og optager hvad folk
siger". I virkeligheden var Bent kun gået en aften
ud med en firkantet militærlygte, da der ikke var belysning
i gaderne. Han skulle over til en skurvogn, en beboelsesvogn,
for at undersøge under hvilke forhold de boede under.
Som ansvarlig for sundheds kommissionen og tog sit ansvar alvorlig.
På vej over vejen stødte han på en af beboerne
fra Bremdal, som havde set Nyskov færden og som bagefter
spredte det rygte, at Bent Nyskov gik rundt med en båndoptager
og optog hvad folk sagde.
Det medførte at Nyskovs børn blev moppet og Nyskov
selv kunne ikke forsvare sig, for han havde tavshedspligt! Men
det pinte ham at en lommelygte pludselig var blevet til en båndoptager.
Små glimt fra halvtredserne
(Olav Overgaard)
Vi underskrev overtagelsen af vort lille hus d. 24 aug.
1954 og følgende små historier fandt sted umiddelbart
efter. Selvom huslejen var overkommelig, gik man jo ikke og brugte
penge, hvis der var andre billigere løsninger. Det var
en tid, hvor man selv klarede forskellige opgaver. Man var ikke
så bange for at give naboen en hånd med, hvis det
faldt sådan. Man kendte ikke altid det fulde navn på
alle naboer. Men man vidste, helt i tidens ånd, hvem "Grethe
fra æ'vogn" -"Fine Christian " -"Sprit
Esther" -"Laurits KIu'sko" med flere var. Der
var absolut ikke noget odiøst i det, sådan var det
bare.
Grethe fra æ'vogn og sprit Esther .
Mit arbejde ved Jydsk Telefon A/S gjorde af og til, at jeg fik
nogle udskiftede telefonstænger smidt af på Gøgevej.
De blev håndsavet i størrelse til kakkelovn ude
på vejen og lagt ind i gården i stabler. Det var
da et stykke fysisk arbejde - men sådan var tiden også.
Medens jeg stod med den savede bunke, kom "Grethe fra æ'vogn"
og "Sprit Esther" forbi. Begge damerne standsede op,
så på mig og bunken og en af dem sagde. "Nu
skal vi hjælpe dig med at bære det træ ind
i gården og stable det !" Den anden gav sin tilslutning
og før jeg havde set mig om, var begge de tjenstvillige
damer i fuld gang med at bære brændestykkerne ind
i gården. Mine protester hjalp ikke en døjt og snart
var den store bunke brænde pænt stablet inde i gården.
De ville ikke modtage nogen form for erkendtlighed fra min side.
De klaskede bare savsmuldet af hænderne og gik med ordene:
" Nej tak, det var så lidt, en ta 'r vel ingen skade
af at hjælpe en nabo en smule." Sådan var det.
Grundejerforeningens formand -Kaul.
Jeg var i færd med at støbe nogle fliser til gården
efter fyraften. Jeg havde fået en gammel murerbør
med jernhjul af murermester Lysgard i Struer. Den var uden håndtag,
så jeg havde sat et par firkantede lægte stykker
på som håndtag. Vejene i Bremdal var på den
tid ikke asfalterede.
Jeg hentede sand på stranden til støbningen nedenfor
det, som i dag hedder Sneppevej. Det var da en besværlig
transport, men billigt og helt naturligt for en ung mand. Overalt
på vores jord var der ingen blandemulighed for beton, så
jeg smed sand og cement ned i kælderhalsen og blandede
ingredienserne dernede og bar det op i spande og hældte
det i formene. Der måtte jo endelig ikke komme jord i beton'en,
så duede den ikke, sagde man.
En gang da jeg kom hjem med en trillebør fuld af sand,
stod tre mænd lige ved vores indgang. De så ud, som
om de var på inspektion.
Det viste sig at være rigtigt, de var bestyrelses medlemmer
af Bremdal Grundejerforening og de var på grund- og vejinspektion.
Den største af dem sagde til mig: "Nå, du henter
nok sand på stranden." Det kunne jeg kun bekræfte.
Så lød spørgsmålet: "Har du fået
lov til det?" Det affødte spørgsmålet
fra mig om, hvem jeg skulle spørge.
Der blev svaret: "Du skal spørge Grundejerforeningens
formand ?"
Jeg var i sagens natur nødt da til at spørge: "Hvem
er formand for Grundejerforeningen, og hvor bor han ?"
Den store mand svarede:" Han hedder Kaul og det er mig."
Jeg skyndte mig naturligvis at spørge, om jeg måtte
hente sand på stranden.
"Ja, det må du!", svarede han og så gik
de 3 mænd videre.
Jeg kunne hanke op min bør og trille ind i gården,
nu var det hele jo i orden -sådan var det også.
En beton blande maskine.
Nogle få år senere skulle grunden støbes til
garage og hønsehus. Et par kolleger hjalp mig. Vi havde
lånt en olietønde, som agerede betonblandemaskine.
Om midten var sat en tandgang og den havde et håndtag i
bunden. Den skulle altså drives med håndkraft. Jeg
havde aldrig set en sådan før, men den virkede.
Vi fik soklen støbt. Det var primitivt, men muligt og
solidt.
Der kunne sikkert skrives mange lignende "Glimt" fra
Bremdals Klondike tid - så kom i gang alle i andre! (Olav)
Hjælpsomhedens tid
(Anne Marie Andersen)
Om hjælpsomheden
Det jeg erinder om tiden i 50'erne var den store hjælpsomhed
og venlighed beboerne havde overfor hinanden. Når der var
vaskedage, så besøgte vi hinanden for at få
lidt formiddagskaffe. Den der havde vaskedag, kom som regel over
til naboen for at få en lille pause og lidt kaffe og man
kunne altid gå til sin nabo for at få hjælp,
der var ingen der stillede spørgsmål til om det
nu også var nødvendig, det gjorde man bare. Men
også til hverdag kunne vi besøge hinanden. Man satte
kaffekanden i vinduet og det var et signal til, at nu skulle
man komme ind til en kaffeslapperas, 1/2 time til 1 time og så
var det forbi.
Min mand var fra Vensyssel og det var flere gange hele familiesværmen
kom uanmeldt og så kunne man altid gå til naboen
og lånte lidt brød og kaffe. Hvis der kom noget
uforudsigelig, små reparationer o. lign så hjalp
håndværkere og naboer. Det kunne f.eks. være
et nyt gulvtæppe der skulle lægges på eller
gardiner der skulle hænges op, så kaldte man på
sin nabo.
Hjælpsomheden var ualmindelig stor herude. Der var jo ikke
mange af os der havde telefon dengang. Købmændene
og slagteren havde naturligvis og de var flinke til at sende
bud, hvis der var telefon. De sendte tit en budbringer hvis der
var noget vigtigt. Engang købmand Laursen på cykel
og sagde at der var en mandsperson inde i forretningen for at
spørge efter mig og om det var en jeg ville have på
besøg. Da han ikke kunne fortælle om hvem manden
var, var jeg nu ikke helt interesseret, men det viste sig at
det var var en fætter inde fra Struer og han var dingle
fuld, konen havde rejst fra ham. Jamen så var det jo anderledes.
Han kunne ikke huske hvor vi boede.
Men selvfølgelig kunne der da komme noget på
tværs når hjælp var nødvendig. Vi skulle
engang have udskiftet et stort vindue, det var blevet rådden
i bunden og de 3 mand der var tilstede kunne knap holde vinduet,
så jeg ringede til min nabo, men han skulle lige se lykkehjulet
færdig først. Så måtte vi jo holde på
vinduet indtil lykkehjulet var færdig, men heldigvis var
det da ved slutningen af udsendelsen.
Fjernsynets fremkomst gav nu ingen problemer i starten. Vi var
nogle af de første som fik fjernsyn, jamen så samledes
man da her til en kop kaffe om aftenen. Det var næsten
givet, at hvor der var fjernsyn, da samledes man der. Men senere
synes jeg nu nok at fjernsynet tog mere og mere magt, folk holdt
sige mere og mere hjemme.
Vi koner passede hinandens børn og var med til at tage
imod dem, for man fødte jo ved hjemmefødsler. Jeg
husker at et forår måtte jeg hjælpe til 5 steder.
Men så var børnene jo også lidt fælles
og det kunne naturligvis mærkes på den hjælpsomhed
der var. Eigil og Bitten, som havde Strandgården var rigtig
gode til at styre børnene. De havde så stor en indflydelse
på deres gøren og laden, at børnene betragtede
dem som deres "mor" og "far".
Strandgården var naturligvis mest for turisterne og de
unge mennesker udefra. Men Eigil kunne finde på en nytårsaften
at banke på og tog børnene med på en tur og
så skulle man lige pas på, at han ikke tog kaffekanden
med sig, så vi ikke kunne få kaffe. Han var fuld
af løjer sammen med børnene.
Benyttede ikke banken
Bankerne blev ikke benyttet, de var ikke særlig villige
til at låne os Bremdalbeboere penge. Det gik faktisk flere
år inden vi begyndte at arbejde med banken, ellers var
det din ugeløn i lommen, som skulle strække til
næste gang du fik lønudbetaling.
Vi lejede huset først og så skulle det sælges
til os, og det skulle være her og nu. Vi skulle jo have
skrevet de nødvendige papirer, men vi havde "skisme"
ikke pengene til at betale papirerne med, men så gik vi
ned til Bitten og Eigil og lånte pengene. Sådan foregik
det herude.
Når man handlede
Man handlede lokalt og vi havde jo 2 købmænd
at vælge imellem. Vi handlede for det meste hos købmand
Laursen, eller rettere hos fru Laursen. De var nogle ualmindelige
flinke mennesker.
Men engang imellem skulle man jo ind til købstaden
f. eks. når man skulle til frisør, som vi ikke havde
herude. Så tog man båden nede ved Stranden ind til
Struer og så skulle man jo være pænt klædt
på og i bad før man tog af sted. Man tog jo ikke
sit daglige tøj på sådan en dag. Det var en
festdag, når hele familien skulle ind for at få nyt
tøj og det var en dag børnene så frem til.
Der var naturligvis nogle ting, som man ikke kunne få i
Struer. Så måtte vi tage bussen fra købmand
Bred og ind til Struer og derefter med toget til Holstebro. Det
var noget af en dagsrejse.
Boede i kælderen
i et år (Åge Holm Christensen)
Det mest pudsige jeg kan huske, fordi jeg besøgte dem
engang, var Edit og Søren første bolig herude.
Edit arbejdede på Strandgården som servitrice og
Søren var udlært gartner og arbejdede hos gartner
Madsen.
Men de stod og manglede en bolig og måtte flytte ind
i et ufærdig hus på Bremdalvej, det hus der nu er
på Kærløbervej 30. Murer Emille Mikkelsen
også kaldet for "Bette Mille", var i gang med
at bygge på grunden. Kælderen var lavet og ikke andet.
Men det måtte man så tage til takke med. De flyttede
ned i kælderen og boede der 1/2 års tid inden de
fik det bygget færdig. Betondækket var jo ikke 100%
tæt og når der stod blank vand på dækket,
så kunne der være lidt "fugtigt" i kælderstuerne.