Vikingetiden ophørte her omkring
i år 1085
I 1913 kunne man læse at Struer oprindelig må have
heddet Struker, senere Struger, afledt af ordet struk,der betyder
"indsnævring af en strøm" idet kilen indsnævres
med 2 odder, samt at et sagn fortalte, at Knud II den Hellige
(1080-86) lod en flåde opankre i Kilen, udrustet for at
indtage England. De fleste lokale beboere er overbeviste om at
Kilen har været samlingstedet og man har også haft
et ekkolod inde i Kilen og set nogle spor af noget der kunne
være vragrester, uden at man fandt bevis for at det var
vikingevrag.
I 1913 konkluderede avisen Konkordia: "Hvis Vikingeskibene
var opankret i Kilen, så måtte der have været
god sejlads gennem snævringen til Kilen, som også
fungerede som vadested og derfor ikke var særlig dybt".
Om vikingerne søgte så
langt ind er de lærde til gengæld i tvivl om. Vikingerne
var gode søfarer og viste at opdriften i saltvand var
højere end i brakvand og selv om dybdegangen på
et fuldtastet langskib (sejlførende krigsskib med 40-50
vikinger) var knap 1 meter og en vægt på 6-8 tons
så ville den formentlig ligge så dybt i Kilens brakvand,
at den ikke kunne kommer over det lave vand ved vadestedet, som
tilsyneladende altid har ligget der. Desuden ville vikingerne
være lukket i en fælde, hvis der opstod en situation
der krævede flugt.
Og da skibene efter skrifterne ventede på en gunstig østenvind,
så skulle vikingerne ro ud af Kilen før de kunne
sætte sejl og udnytte vinden. Noget tyder da også
på, at vikingeskibene har ligget langt nordligere. Eller
at de har ligget flere steder i Limfjorden.
I Sven Aggersøns beretning om
flådens samlingssted i året 1085: "At den flåde
hvormed "Knud den II (senere efter sin død ophøjet
til helgen i 1101) ville gøre togt til England, samledes
i Humla,
hvor han ventede på østenvindens gunst".
Sven Aggersøns historiske småskrifter på latin,
hvoraf han også nedskrev datidens grundlov, (Knud og Absalons
Venderlov), var født i året 1163 og man mener at
hans skrift stammer fra omkring 1181-82 og er derfor det tidligste
skrift om vikingetidens afslutning.
Humla er det gamle navn for byen Humlum
(Forledet i Humlum er muligvis et tillægsord eller navneord
af den stamme, der foreligger i mandsnavnet gammeldansk Humli
der betyder "bjergknold"), og dette højdedrag
må have været vikingernes stedfæstelse af samlingsstedet.
Der har altså været en havn (Humlavig) et eller andet
sted i Humlum sogn. Oversætteren af de gamle skrifter mente
at havnepladsen måtte være ved Nissum Bredning, men
den kunne også ligge et andet sted, nemlig ved den vig
hvor Humlum fiskerleje/havn ligger nu. Det kommer helt an på
hvor mange skibe det har drejet sig om. Men ligger tallet på
omkring 1600 skibe, så kræver det plads, megen plads.
Området ville være et perfekt opsamlingssted idet
man her kunne ligge i læ for venstenvinden, have gode udsigtsforhold
når skibene skulle samles (fra limfjorden øst fra),
der var nem adgang til ferskvand, fiskemuligheder og flade arealer
til dyrenes græsning mens man ventede på vejrskiftet.
Afsejlingsforholdene er perfekte når det drejer sig om
hurtigt at få dybt vand under kølen, når vinden
skiftede til sydøst eller øst. Desuden er der flere
flugtmuligheder både over land og over vand.
Man skal huske på, at Limfjorden så noget anderledes
ud på den tid. Den var ikke lukket mod vest og der var
også adgang mod nord tæt ved Bulbjerg (omtrent ved
Lund fjord, Løgstør bredning)
Landskabet hævede og sænkede sig efter istiden omkring
en en linie tværs over Jylland. Den gik gennem Lemvig,
lidt nord for Struer og videre østpå. Nord for linien
hævde landskabet sig, hvorimod landskabet sænkede
sig syd for samme linie.
Men andre gør også krav
på opankringspladsen. Den engelske munk, Ælnod, skrev
omkring 1120 at Kong Knud i 1085 samlede en kæmpeflåde
på 1000 danske skibe, 60 norske og grev Robert I af Flanderen
skulle ligeledes stille med 600 skibe. Samlingsstedet kalder
Ældnod for "Occidentalis Portus" (den Vestre
havn) og det kunne godt være Humla for den sags skyld,
men nogle historikere mener at det må være Krik Vig
ud for Vestervig Kirke, 10 km nord for Skibsted fjord, et sted
hvor Oksevejen førte igennem og hvor der var livlig handel,
forsyningshavn og tingsted. Skibsted fjord forlænget med
Sindrup Vejle ville være tæt ved Aggertangen, hvor
der i 1100 tallet var udsejling til Vesterhavet.
Men da Ælnod kun skriver "den
vestre havn" og det kan såmænd være mange
steder. Så er Sven Aggesøn mere præsis med
ordet "Humla". Så det åbne spørgsmål
er derfor. Hvor lå Humla vigen i år 1085?
Et eller andet sted, hvor 1600 skibe
kunne ligge i læ for venstenvinden!
Fra Sven Aggesøns historiske
skrifter
"Paa den Tid, da han blomstrede
i sin Magts Fylde, kom han med Sorg til at tænke paa, at
han var bleven berøvet det Magtområde, han skulde
have haft i Arv efter sin Faders Morbroder (Knud den Gamle).
Efter at han altså havde sammendraget en Hær og stævnet
en Flaade sammen, for at han kunde gaa løs paa England
og erobre det, begav han sig til Humla, der paa den Tid var en
Havn, som laa meget nær ved Havet (Vesterhavet), og bød
sin Hær samle sig der. Og mens han nu, efter at have faaet
sin Flaade samlet, laa der og ventede paa Østenvindens
Gunst, lød det larmende Rygte pludselig for Kongens Øren,
der forkyndte, at et Anslag om Forrædderi mod Riget var
opstået i Slesvig. Han hastede da med al mulig Skyndsomhed
i rivende Fart derhen, for at han kunde kvæle denne Sammensværgelses
Spirer i deres Første Begyndelse. Da han nu var kommen
derhen og havde fængslet og lænkebyndet Forbrydelsens
Ophavsmænd og sat dem under sin Bevogtning, skyndte han
sig i meget ilsom Fart tilbage til Flaaden, som han havde maattet
forlade i Anledning af det uventede indtraadte Tilfælde,
og han troede at skulle finde den paa det Sted, hvor han ved
Tilfældets Indtræden havde ladet den tilbage. Men
da han var kommen til den forud bestemte Plads, erfarede han,
at alle Folkene med Trods og Ulydighed havde begivet sig hjem
til deres eget"
Vikingerne var blevet trætte af
at vente og da mange af dem mente, at årstiden nu var forpasset
til et togt til England, så de vente tilbage til deres
egn og familie i stedet. Kong Knud blev rasende og ville opkræve
en stor bøde 40 mark til hver enkelte skibshøvedsmænd
og en bøde på 3 mark til ledingsmændene af
almuen. Kong Knud rejste nu fra den ene landsdel til den anden
for at opkræve bøden og startede hos vendelboerne.
"Men folket her, som jo var
vilddyragtigt og ustyrliges blod og lod ham føle i dets
Natur liggende Raseri istedenfor at betale hans bøder.
Saa ivrigt var nemlig Befolkningens Vrimmel stimlet sammen, at
end ikke een, fra hvis Husarne (ildsted) der opstod røg,
for sig særligt fik Lov til at blive tilbage"
Kong Knud blev forfulgt ned gennem Jylland,
over Middelfart Sund lige til Odense, hvor han blev dræbt.
Dermed endte reelt vikingetiden.
Nordvestjylland op til år 1100
|
Nordjylland så meget anderledes ud den gang, det var en
samling småøer og vikingerne kunne derfor sejle
både mod nord og mod vest, når man kom forbi Aggersborg
ved Løgstør. Men hvordan så den egentlig
ud?
Man kan i det mindste sige, at området langs hele Limfjorden
har ændret sig radikalt siden Vikingetiden. Mange års
sandflugt, erosion af fjordens kyster, aflejringer og en ikke
uvæsentlig landhævning mod nord, har i høj
grad ændret landskaberne.
Nordvestjylland er et ø-rige
Forskellige gamle skrifter indikerer at den vestlige del var
et ø-rige. Ordet limfjorden går helt tilbage til
vikingetiden og er nævnt i et utal af gamle skrifter. Adam
af Bremen fortæller om Jylland, at der er øer nær
ved fjordene og blandt de få byer han nævner er Aalborg,
der flere steder betegnes som civitas og det er bemærkelsesværdigt,
fordi Aalborg ligesom ikke har prædikat som bispeby.
Også landsdelen Vensyssel (Wændill) nævnes
ofte i kilden, hvilket kan være et tegn på at landsdelen
har været befolket med ikke så få mennesker.
Han skriver desuden: "Der er mange øer i denne bugt,
den første af dem er Vendsyssel. Den ligger ved
indsejlingen til dette farvand. Den anden Mors, den tredie
Thy i kort afstand til hinanden.
Limfjordslandet er sansynligvis fra meget gammel tid delt op
i en række navnemæssig klart adskilte landskaber.
Andre skrifter nævner Hals i forbindelse med kongemøder.
Aggersund nævnes af Ælnoth som Ubis agri.
Endelig nævnes Oddesund nogle gange i flere forskellige
kilder.
Det interessante er, at disse 4 hyppigt nævnte steder
(Hals, Aalborg, Aggersund og Oddesund) alle ligger ved naturgivne
overfartssteder. Vestervig nævnes først i
forbindelse med munken Thøger, der i midten af 1000 årene
skulle have grundlagt kirken der.
Sagaerne taler gang på gang om at Limfjordsegnene blev
hærget af de svenske og norske konger og at danskerne overalt
havde samlinger af folk. Områdets politiske betydning var
stor. Så sent som i 1200 tallet giver Saxo oplysninger
om at "fjorden er så rig på fisk, at den
sikkert yder indbyggerne lige så meget føde, som
hele agerlandet tilsammen". Det var derfor en egn som
var værd at hærge for de nordiske konger.
Der gives mange oplysninger om flådesamlinger og kongeophold
gennem hele vikingetiden, dog specielt for perioden fra Knud
den Store til Knud den Hellige. Ælnoths beskrivelse af
bondeoprøret i 1086 og stormen på Aggersborg tillægges
kongsgården her en vis betydning og det nævnes også
at bispen er bosiddende i den nærliggende landsby, Bejstrup.
I kong Valdemars jordebog fra 1230'erne nævnes i bogens
ø-liste. Vust (sogn i Hanherred; Thy) på
lige linie som de andre ægte øer
Byer ved Limfjorden
Hals: Den gunstige beliggenhed lige inden for indløbet
til Limfjorden har tidligere givet lokaliteten betydning. De
islandske sagaer fortæller, at det var her at den norske
kongesøn Harald Gråfeld år 970 blev dræbt
af Gorm den Gamles sønnesøn Guldharald og i 1191
samledes den danske korsfarerflåde ved Hals før
afrejsen til det 3 korstog:
Hals mod nord og Egense mod syd ligger på hver sin side
af Limfjorden, som på dette sted kan sammenlignes med en
flod. Således opfattede Harald Haardraade ifølge
Snorre Sturlason i Heimskrigla da også indsejlingen
til limfjorden ved Hals i 1061: "Med limfjorden har det
sig sådan, at indløbet kun er som et smalt flodløb..."
Aggersborg (aggersund): Stedet har givetvis på
det tidspunkt været en livlig handelsby. Det samme gælder
for handelspladsen ved Vestervig (og er den væsentlige
grund til placeringen af et bispesæde der).
Aggersborg har været en ret anselig langby. Bopladsen har
været helårligt og stedfast, idet flere af husene
viste spor efter reparationer. Oldsagsmaterialet fra udgravningerne
er stort. Der er fundet mange spor af importerede varer.
I det største af de udgravede huse, et 41 meter lang hus,
var et tegn på særdeles velstand. I et stolpehul
lå en sammenklemt guldarmring og i samme hus er der fundet
perler af bjergkrystal og skår efter glaskander.
Guld, bjergkrystal og glas var absolut ikke dagligvarer i vikingetiden.
Borgens beliggenhed og formål, skal ses i lyset af vandvejenes
forløb og tyder på at den skulle kontrollere en
tregrenet vandvej (øst-vest og nord). Det vil sige en
offensiv kontrol (indkrævelse af skat og told) og den defensiv
kontrol (forhindre fjendtlige overraskelser fra søvejen)
Landtrafikken
Vestpå gav trafikal passage store vanskeligheder med
de store åløb og udstrakte moser, mens midtjyllands
morænelandskab og dalstrøg østfra var mere
farbar. Der var en rimelig tørskoet vej (hærvejen)
fra Hamborg i syd, vest om Slesvig, over Flensborg Åbenrå
til Viborg i Nord. Allerede syd for Viborg, ved Torning, grener
det gamle vejforløb sig, en af dem påbegyndte "nedstigningen"
til vadestedet ved Non Mølle, øst om Hald sø
og vest om viborgsøerne. Samt mod nordvest for at følge
alhedens jævne slette med kurs mod Skive, for ved Hagebro
vadested over Karup Å, at sende en vejgren vestpå
mod Holstebro. Herfra gik der en vej mod Oddesund over Kærgårds
Mølle og videre op over skrænterne ved Toftum Bjerge
til Oddesund. En kortere rute, men knap så farbar, var
at søge mod vadestedet ved "Struger" (Struer)
og videre til Oddesund
Så allerede ved middelalderen begynder det overordnede
vejnet at indstille sig efter de topografiske hensyn.
Mens hovedvejen fortsætter sin lange færd mod
Ålborg, løber vejen mod Løgstør og
Aggersund nordpå nær himmerlands vestkyst, mens en
række veje holder sig oppe i højlandet mellem Skals
å, Tjele langsø og Nørre å's dalstrøg
på vej mod Randers og Hobro.
Viborgs nærmål er Viborgs udhavn, Hjarbæk,
dens fjernmål er Salling, Mors og Thy. Fra Fiskbæk
ved Kvols fortsætter vejen vestpå mod Karup Å's
mundingsvad ved Skive.
Skive er et af de mange eksempler på typografisk lokaliserede
åmunding (Aros)
De landtrafikale ruter gennem oldtiden undgik som regel de
fugtige strækninger, derfor var kystnære lokaliteter
som Ålborg, Aggersborg oplagte overfartssteder til nordjylland
og Skive var et oplagt sted for en anløbsplads med retning
imod Viborg. Oddesund var ligeledes et oplagt overfartssted til
Thy
Kyststrækningerne og sejlruter
Kyststrækningerne fra Oddesund mod vest var stejle klinter.
Klinterne kunne godt være anløbspladser, såfremt
de havde brede strande og nem adgang (vej) til baglandet.
De ældste vidnesbyrd om en forbindelse mellem Nissum Bredning
og Nordsøen er fra 1026-27, da Knud den store drog denne
vej med sin flåde på vej hjem fra England.
I år 1085 berettes igen om en åbning, hvor Knud den
hellige samlede en flåde ved Vestervig (A. Jessen
1920).
I følge gamle sagn har åbningen til vesterhavet
været syd om Agger Tange over Ferring Sø i det 11
århundrede.
Åbningen er sandsynligvis sandet helt til omkring år
1100. Både Saxo og Svend Aggersøn nævner fjorden
som lukket omkring år 1200. Men de vidste dog begge, at
fjorden tidligere har været åben. Andre kilder nævner,
at Agger Tange blev gennembrudt i året 1825.
Flytningen af bispesædet ved Vestervig til Børlum
i 1100 tallet skyldes sandsynligvis en tilsanding af passagen
gennem Agger tange, hvorved Vestervig fik mindre betydning som
handelssted.
 |
|
Landskabsbillede og eventuelle sejlruter fra Limfjorden.
1. Hanstholm-Hjardemål (Skradekær), menes ikke
mulig på grund af lukning omkring år 400 .e.kr
2. Bygholm Vejle, kunne være mulig i år 1060
3. Sløjkanalen, kunne være mulig i år 1060
4. Agger-Tange udsejlinger. Øverste rute ud for Vestervig
og nederste rute over Ferring Sø |
 |
|
Den blå optegnede rute menes at være "Sløjenområdet" |
Udsejlingen mod nord
Blandt de ældre historiske kilder for en åbning
af Limfjorden mod Skagerrak over Hanherred er den islandske sagaskriver
Snorre Sturlason. Snorre beskrivelse af den norske kong Harald
Haardraades flugt fra den danske kong Svend i år 1061 og
findes findes citeret i mange senere skrifter.
Snorres beretning er nedskrevet i det 12. århundrede. Det
meget omtalte skrift lyder som følger i oversættelsen
fra 1964 udgaven af kongesoger (K.S.Petersen 1976)
"Kong Harald heldt med skipa sine lenger inn i fjorden,
der har er breiast og som dei kaller Lusbreid. Der er det eit
smalt eid lengst inne i vika mot Vesterhavet og ditt rodde kong
Harald om kvelden. Men om natta, få det hadde vorti mørkt,
lossa dei skipa og drog dei over eidet, og alt det gjorte dei
frå seg og seglbudde seg att føre dag og helt nordetter
langs Jylland. Då kvad dei: Harald dansken radt utor hansa
smatt ..."
I andre oversættelser f.eks. J. Stenstrup (1876) og
G. Storm i 1877 nævnes ikke noget om vigen mod vesterhavet,
men taler om et eid ved vigen "vestr til hafs".
En anden oplysning der gives af Steenstrup er at Harald sejlede
ind i fjorden hvor den var breddest, hvilket svarer til Livø
Bredning.
Spørgsmålet er om Harald var flygtet mod nord eller
vest over Agger-tange.
K.Erslev (1873) og G. Strom (1877) foreslog at flugten må
være foregået over Bygholm vejle og ud til Skagerrak
ved Bulbjerg (2).
Sven Larsen (1975) lægger ruten over Lønnerup fjord,
Kløv å og ud i Skagerak ved Vigsø: (1)
Et tredie forslag kommer fra J.T.Møller i 1982 som foreslår
en flugtvej over Sløjkanalen og ud i Skagerak ved
Kollerup Strand (3)
For den vestlige flugtvej igennem Nissum Bredning (4)
taler bl.a. R.H.Kruse (1869) og J. Stenstrup (1876).
Stenstrup mener at det eid, som Snorre omtaler, må svare
til sandbarren ved Løgstør og at Limfjorden må
have været åben mod vest, således at Harald
var reddet ved blot at komme over sandbarren. Det tidsmæssige
aspekt gør dog ikke den flugtvej sandsynlig, idet "man
roede til eidet på en aften, hvilket ikke kunne lade sig
gøre, hvis man skulle ro fra Livø bredning.
Man har foretaget geologiske undersøgelser af jordbunden
omkring Limfjorden og sætter man det ind i historisk perspektiv,
er sandsynligheden for, at der på Harald Haardraades tid
må have været et smalt stykke land, som adskilte
Skagerak fra Sløjenområdet. Der er intet som taler
for en reel sejlbar forbindelse på denne tid og dog!
Fundet af en middelalderskogge ved Strandgård (nogle hundrede
meter inde i landet bag Kollerup Strand) og som var strandet
engang i 12-1300-tallet, tyder på, at kystlinien har ligget
langt længere mod syd i forhold til i dag.
Fra det sted er der godt 10 km til Limfjorden med lavtliggende
enge. Ved at sammenholde oplysninger om perioder med og uden
klitdannelse med daterede havniveaukurver og variationer i middelhøjvandet
fra ca år 650 til i dag, antydes det at havniveauet må
have været op til 1 meter højere omkring år
1000-1100.
I øvrigt er det også sandsynligt at fjordarmene
ved Sløjen endnu ikke var sandet til i det 11.århundrede.
Flugten i det 11. århundrede kan således godt
have fundet sted over Sløjen, fordi det var muligt for
Harald at ro sine skibe så tæt på Skagerak,
at han har været i stand til at trække dem resten
af vejen. Om han valgte denne rute eller over Bygholm Vejle,
hvor afstanden fra Skagerak dengang var lige så kort, kan
ikke konstateres med sikkerhed. Til gengæld vides det næsten
sikkert, at Skadekærområdet lukkede allerede inden
år 400 e.kr
Humla, som opsamlingsstedet i 1085
Når Svend Aggersøn nævner Humla, som ledningssamling
af vikingeflåden, så var der en havn eller landingssted
med god adgang til havet.
Dermed får man flyttet flådens leje ind i Venø
Sund, en placering der fra et besejlingssynspunkt synes mere
oplagt end selve Nissum bredning eller for den sags skyld Vestervig,
idet igen af stederne gav ly for vestenvinden.
Placeringen af kystnære steder andre steder i Limfjorden,
viser da også, at man hyppigt undgik kyster med stejle
klinter. Venøsund kunne derimod give læ for vestenvinden
og lå i øvrigt tæt på en lokalitet med
færdsel, nemlig Oddesund.
De seneste historiske undersøgelser fra 1992 (Limfjordsprojektet),
peger da også entydig på, at det er det rette sted
for ledningssamlingen. Det er det mest sandsynlige sted, hvor
flåden kunne ligge og vente på østenvindens
gunst.
Sven Aggersøns præcise beretning
om flådens samlingssted i året 1085: "At den
flåde hvormed "Knud den II ville gøre togt
til England, samledes i Humla, hvor han ventede på østenvindens
gunst", er dermed med god sandsynlighed lokaliseret til
Venø Sund.